Besøg på Jødisk Museum,
den 17. januar 2024.
24 veloplagte GOT medlemmer trodsede vintervejret og mødte op ved Jødisk Museum, hvor vi af en veloplagt guide, fik et glimrende indblik i Jødernes historie tilbage fra år 1622, hvor kong Christian 4. inviterede ”jøder af den portugisisk nation” til at bosætte sig i Danmark.
I 1800-tallet blev jøderne i Danmark til danske jøder, hvor de blev en vigtig del af dansk erhvervs- og kulturliv som erhvervsdrivende, kunstnere, forfattere, videnskabsfolk og kunstmæcener. Mange af de velhavende jøder, blev en del af det bedreborgerskab, bl.a. flyttede de 3 familier Hirschsprung, Heinze og Henriques, der alle var store kunstsamlere, ind i Brønnums hus. I huset var H.C. Andersen en hyppig gæst, der ovenikøbet overvejede at flytte ind, men da han ikke kunne få en lejlighed med udsigt, takkede han pænt nej.
Vi sluttede rundvisningen med at høre om flugten og redningen af danske jøder i oktober 1943 under den nazistiske besættelse af landet
470 danske jøder blev taget til fange og sendt til Theresienstadt (formelt en ghetto).
53 af disse omkom i lejren, herunder to spædbørn. Men på trods af dette oplever de danske jøder en særstatus, da de får lov at modtage fødevarer, og heller ikke bliver videresendt til de berygtede udryddelseslejre. I 1945 bliver de hentet hjem af de Hvide busser.
Herefter gik vi en kort tur til Kanal Cafeen, hvor vi indtog en glimrende frokost anretning.
Ref.: Poul Jensen