Auktionshuset Bruun Rasmussen, 14. november 2024
40 veloplagte deltagere blev modtaget af Søren Kjerk Holmstrup, der gav os et indblik i auktionsverdenens fascinerende univers, fra vurdering af kunst og antikviteter til selve auktionsprocessen. Huset blev grundlagt i 1948 og er kendt som en af Danmarks mest anerkendte auktionsvirksomheder.
Rundvisningen startede med en kort historisk introduktion til Bruun Rasmussen, der oprindeligt var et familiedrevet foretagende.
Huset beskæftiger sig med salg af kunst, møbler, smykker, design og sjældne samlerobjekter som vin og bøger.
Eksperter fra forskellige fagområder vurderer og katalogiserer objekterne inden de sættes til salg.
Vi blev introduceret til vurderingsprocessen, hvor eksperter bedømmer objektets oprindelse, stand og markedsværdi, og så eksempler på vurderinger. Herunder en lænestol med huller i stoffet og ikke særlig køn, hvor minimumsvurderingen var 200.000 kr.
Rundvisningen gav et spændende og lærerigt indblik i Bruun Rasmussen Auktionshus' arbejde og verdenen af kunst og antikviteter.
Herfra gik vi til Meyers Spisehus, hvor vi fik en glimrende menu, men en usædvanlig dårlig betjening.
Poul Jensen, sekretær, 29.11.2024