KAMINPASSIAR

Den 10. maj var Grafisk Old-Timer igen sammen til kaminpassiar

Denne gang var det Per Køhn der fortalte om sin tur på Kilimanjaro. Det var en spændende tur, men også med mange strabadser.

Det var igen lykkedes os at få vores kære medlem Per til at komme og fortælle om en af sine spændende rejser.

Per fortalte om besværlighederne og farerne både ved opstigningen og ved nedstigningen.

Der var flere ruter de kunne vælge imellem. De lidt lettere ruter og de meget svære veje at bestige bjerget på. Per og hans rejseven valgte den sværeste, da de næsten var alene om denne.

Han fortalte om problemerne ved højdesyge når man efterhånden kommer ca. 6000 m. op over havets overflade og luften bliver så tynd at man at mangler ilt. Per med følge klarede den dog, ved når de var kommet højt op, så gik de noget ned så de fik mere ilt igen.

Per fortalte også om det tunge udstyr der skulle medbringes i rygsække. Der blev slæbt på meget vand, da det er en vigtig faktor, så man ikke dehydrerer.

Der var guider og bærere med, men et par af bærerne så de ikke igen på vejen ned fra toppen fordi de havde fået et malariaudbrud.

Vi hørte om årstiderne på bjerget der varierede så meget, at nogle måtte opgive opstigningen. Derfor havde Per og vennen også meget tøj med. Desværre er der nogle af de vovemodige der omkommer hvert år og andre må vandre ned igen, enten pga. iltmangel eller forfrysninger, men Per og hans rejseledsager kom heldigvis helskindet både helt op på toppen og ned igen.

De overnattede i telte og fik noget mad, der som Per sagde.” Ikke var noget at skrive hjem om.” De fik bl.a. noget kød der ikke var til at tygge.

Efter Per havde fortalt om turen, og vist flotte billeder på skærmen, blev der stillet mange spørgsmål, for det var så spændende, at vi bare ville høre mere og Per svarede beredvilligt på alle.

Vi mødtes på restaurant POT & TOT i Hjortespring golfklub Her spiste vi efterfølgende middag, som var en dejlig mørbradgryde.

En stor tak til Per fordi han igen ville indvi os i en af sine spændende rejser, som nok er de færreste forundt. Stor tak til Anita også fordi vi ”måtte låne din mand”