Tom den Store!
Sådan er Tom Hilfling af nogle blevet omtalt fordi, som de siger: ”Når Tom foretager sig noget bliver det stort”. Det var det også da han efter flere opfordringer, endelig afholdt kaminpassiar for ca. 50 i Grafisk Old-Timers regi og holdt os i ånde i ca. 90 minutter, kun afbrudt af en kort pause til at strække benene i.
Vi var med lige fra han så dagens lys for første gang og hørte om hans glade og sorgløse
barndom og om situationer han huskede fra krigen, bl.a. sammenholdet i boligkarreen på Østerbro, hvor han boede og om nogle af beboere, der blev pågrebet, fordi de var frihedskæmpere.
Allerede som lille havde han talent for at lave penge. Dengang var det ikke almindeligt, at få fat på tyggegummi og da han fik sit første amerikanske tyggegummi og havde tygget på det et par dage, kom han sukker på det og solgte det for ti øre. Da han smagte sin første banan, som var noget sej at tygge på indtil hans mor tog skrællen af. Så blev det noget af en oplevelse at spise den. Vi hørte lidt om hans skoletid, der egentlig gik meget godt, indtil han blev skoletræt og blev smidt ud af, skolen i marts, lige inden han skulle tage sin mellemskoleeksamen. Hans far blev rasende og fandt en læreplads til ham som kemigraf, som Tom ikke engang vidste hvad var for noget. Da der var et halvt års ventetid på lærepladsen, startede han først som bud og arbejdsdreng, derefte kom han i lære som repro-duktionsfotograf hos Reenbergs Clicheanstalt A/S og det var lige noget for Tom, som blomstrede op og fik en flidspræmie på Teknisk Skole og da han blev udlært, en medalje, som han fik overrakt på Kbh.’s rådhus, hvor han trykkede kong Frederik i hånden. Hans far der var med, blev meget rank i ryggen og var pavestolt.
Vi hørte meget mere fra hans læretid og de numre han og kollegaerne lavede, men det er for omfattende at få det hele med. Det kan dog fortælles at Connie, som han senere blev gift med, kom med wienerbrød til dem, som hun havde fra sin fars bagerforretning. Hun var harm over deres snavsede kaffekopper og vaskede dem af, så det næste morgen blev svært at finde ud af, hvis der var hvis og der var noget forvirring omkring dem.
Efter endt læretid, blev Tom, af Palle Hest- haven, lokket over til klicheanstalten ”Jensen og Dencker”, som lå i Nyhavn. Her blev der arbejdet i to holds skift, hvad der dengang ikke var almindeligt på en privat klicheanstalt. Det blev kun et kort visit hos I/S Kliche, som ikke lige var sagen, da man skulle kunne rafle og drikke ti guldbajere om dagen, så heldigvis blev han headhuntet til Blumes Klicheanstalt, der nok var den fineste anstalt i Dk. på daværende tidspunkt og der blev kun ansat folk med medaljer. Her var Tom meget glad for at være og fik den formidable løn af 400 kr. om ugen. Tom sagde dog op fordi han ville på Den Grafisk Højskole. Det var meget spændende og interessant, men ikke helt billigt. Det ko-stede ca. 3.500 kr. + 1000 kr. til skolebøger og dengang var der ingen S.U. Han kom til at kende H. Behrndt og spurgte om de ikke havde brug for en svend, så de kunne forøge deres omsætning. Det blev en aftale og da Tom var færdig med højskolen, startede han hos H. Behrndt og Co. De første to mdr. som beregner og derefter som sælger og det gik forrygende, fordi Tom allerede havde fået etableret et netværk.
1964 giftede han sig med Connie og de købte hurtigt deres første hus, som kostede den fyrstelige sum af kr. 130.000 med en udbetaling på kr. 30.000, svarende til ti måneders løn.
Palle Hesthaven, som Tom stadig var gode venner med, havde startet eget firma og tilbød Tom at blive partner på fifty-fifty basis, så efter et år hos Behrndt, startede han hos P. Hesthavens Clicheanstalt A/S. De købte alle aktionærerne ud og delte boet. Med Tom som også var sælger, den eneste professionelle på hele klichemarkedet. steg omsætningen hurtigt. De voksede og voksede og bredte sig efterhånden over fire etager i baghuset og én i forhuset i Lars Bjørnsstræde. Da der blev lokaler ledige i Studiestræde 19, lejede de 2 x 350 m2. Banken var rystende nervøs, for der blev brugt mange penge på istandsættelse og en kæmpe indflytningsfest. Den var så formidabel, at Brobrille skrev om den i Ekstrabladet i ni dage i træk og det kom også i Se og Hør og Billedbladet. De havde lejet dørmanden fra Royal Hotel, der var linet taxier op i gaden til at bringe gæsterne hjem og det var så stort, at der gik rygter om, at selve dronningen kom. Lige inden flytningen havde Tom og Palle startet et nyt firma op, Topalith A/S, hvor der blev fremstillet papmatricer og plastikklicheer til aviserne. Som Tom sagde: ”Det var ikke blot en guldforretning, men en diamantforretning. Der blev arbejdet i treholdsskift for at klare efterspørgslen og var begyndt på sort/hvid offset. I 1970 blev der lokaler ledige på 4. sal, og de startede en firefarve offset-afdeling og købt det bedste udstyr af måle-og forstørrelsesapparater der kunne fås og ansatte 5-6 af de bedste svende i offsetbranchen.
I 1971 blev hans far syg og bad Tom om, at styre sit etikettrykkeri, som lå på Vester-brogade. Her blev fremstillet rabatmærker, dividendemærker og ventenumre til forretninger m.m. Maskinerne her var så specielle, at de ikke engang kunne trykke deres egne visitkort. Da synergieffekten mellem trykkeriet på Vesterbrogade og det i Lars Bjørnsstræde var ringe, blev de to firmaer skilt fra hinanden og det kom til at hedde: Brd. Hilfling specialtrykkeri A/S.
Da mellemste bror Dan, dimitterede fra Den Grafiske Højskole, blev han leder. Da faderen blev rask igen, vendte Tom efter sit sabbatår tilbage til sit eget firma.
Tom og Palle Hesthaven havde fra starten aftalt at penge og fritid skulle deles ligeligt og efter at Palle havde holdt sit sabbatår, hvor han havde hjulpet forældrene, der begge var i restaurationsbranchen, fortalte han Tom, at han nu selv ville ind i branchen og købte en restaurant i Gladsaxe.
Tom købte ham ud og var nu alene på godset, hvilket var lidt underligt, efter at have været to, så han ansatte en driftsleder. I 1974 startede Tom et fotosætteri, Thiagraf Data Type A/S. Det voksede også hurtigt og heldigvis blev der hele tiden ledige lokale i ejendommen, så han til sidst havde 3.500 m2 og 120 ansatte i Studiestræde. I 1975 købte han Århus Klicheanstalt A/S. Da dette gik dårligt fyrede han personale, så der kun var 11 tilbage og byggede det op igen og efter to år var der 28 ansatte i Århus og et par stykker i Tyskland, hvor han var startet op med to tyske og en Schweizisk reproanstalt. De havde etableret et fælles salgsfirme i Frankfurt, som hed EURO Repro Gmbh. Thiagraf blev stiftet sammen med en tegnestue, som lå i huset, hvis indehaver hed Ingvar Andersen. Ingen af dem havde begreb om moderne fotosats, men mente begge, at de havde brug for det i deres firma. Tegnestuen til at lave rentegninger, og Tom havde en tyrkertro på, at sats og repro ville smelte sammen. Han kunne dog ikke forudse, at der ville gå mere end 15 år før det skete. Dette firma gik det også rigtig godt for og de fik hurtigt lært, hvad den type firma handlede om. De blev kendte for, at være dygtige, hurtige og nogle festlige fyre. De var ikke ligefrem korrupte, men havde en fast plads i Husmanns Vinstue, hvor de guffede lækkert smørrebrød i sig og i Grøften når Tivoli åbnede. Det sociale netværk skulle jo plejes, så da der var lokaler ledige ovenover dem, blev der festet i stearinlysenes skær (der var ingen strøm) til næste morgen. De lavede også cykelarrangementer der varede i hele seks dage og fodboldkampe mellem deres kunde. I 1974 startede Tom et salgskontor op på Fifth Avenue i New York med en medarbejder fra firmaet. Det blev også en succes og de amerikanske kunder ville gerne have dem til at stå for hele konceptet. Ordrerne, som var ”fede” kom til Danmark. Efter tre år, ville deres medarbejder gerne hjem igen, og de fandt en ny, som fik et lynkursus i salg og to mdr. i New York med den ”gamle” sælger inden han blev sluppet løs. Desværre blev det efter nogen tid opdaget, at han havde snydt Tom noget så eftertrykkelig. Sælgeren sendte nemlig mange af ordrerne hjem til sin fars bogtrykkeri, som ikke sendte dem ad de sædvanlige kanaler. Da Tom konfronterede sælgeren med det, tilstod han og blev naturligvis straks fyret. Det foregik fra kontoret i Kbh. og Tom og den forrige sælger tog til kontoret i New York, men det eneste der var tilbage var en amerikansk skrivemaskine uden æ ø og å. Kundekartoteket og alt andet var fjernet. De fik at vide af de amerikanske kunder, at den flinke unge mand havde fortalt, at P. Hesthaven Inc. var gået konkurs, så derfor blev der brugt en anden leverandør.
I 1977 startede Tom en møbelforretning op som hed Scanline A/S, ligesom møblerne kom til at hedde. De solgte bl.a. mange hæve/sænke lysborde, som var in på det tidspunkt samt stålskabe og stålreoler - hovedsaglig importeret fra Sverige. Det var et stort arbejde i forhold til fortjenesten. Så efter 3 år solgtes rettighederne til Georg Rauch og navnet til DSB.
Da den nye teknologi bankede på, både på repro og satssiden, begyndte de at nedlægge nogle af deres 21 mørkekamre, begyndte at bruge dagslysfilm og investerede i elektronisk udstyr i sætteriet og i reproen, bl.a. skannere og en unik robotmontagemaskine, hvor man lagde film og masker i og så sammenkopierede den det hele af sig selv, så der efterfølgende lå fire færdige film i fremkaldermaskinen.
De flyttede deres kontorer til Vestergade, men selv om det var samme hus og gård, som Studiestræde, var det for besværligt med alt det renderi og gaden der skulle afspærres i flere timer, når der kom nye maskiner, som skulle igennem vinduerne på 4. sal. Man begyndte derfor at kigge efter en byggegrund, hvor det hele kunne samles under et tag. Det ideelle sted blev fundet og købt for kr. 4 mio. og de fik et tilbud på byggeriet til 13 mio. Deres glæde blev dog til skuffelse, da der efter et par dages gravning sivede giftgasser op fra jorden. Der var endda taget jordbundsprøver forinden, uden der var noget at påtale. Efter ca. ni mdrs. tovtrækkeri med div. instanser + radio og fjernsyn, eksproprierede staten grunden og et år senere fik Tom 2,5 mio. i erstatning. Et tab på 1,5 mio. på tre år.- Nu bliver grunden bl.a. brugt til parkeringsplads. Tom havde på Drupamessen i 1980 bestilt tre stk. cromacomanlæg med div. udstyr til en værdi af 15. mio. kr. og ville være de første på markedet, men p.g.a. kikset med byggegrunden, måtte han udsætte maskindkøbet og et par konkurrenter kom ham i forkøbet, så da der var bygget om i Studiestræde og maskinparken kom, var det ingen nyhed mere. Dette kom til at koste næsten ti mio., som han havde været hele livet om at spare op
Men der blev tjent mange penge de næste 10 år. 1982 var det bedste år, med et overskud koncernmæssigt på kr.12 mio. efter afskrivninger og skat og en omsætning på 82 mio. Det ville i dag vel svare til det dobbelte godt 150 mio. I 1983 fik Tom et tilbud fra en amerikansk/ norsk koncern, der ville købe hele virksomheden for mellem kr. 55-60 mio. Connie sagde : ”Sælg”, men Tom var i tvivl. Han kunne jo næsten gå på vandet og var glad for sit job, som næsten var blevet til en normal arbejdsdag. Så han sagde nej tak og er senere kommet i tvivl om det var det rigtige.
Det gik godt for Tom og hans to brødre, men deres far syntes, at de var begyndt at købe for store biler og slække på arbejdsindsatsen. Han mente det var tiden til at ”komme ud over grænserne” og foreslog at starte op i England med datalabels, som Jes og Dan havde stor succes med i Skandinavien. Brødrene tog på turne i England, for at finde et sted der kunne bruges og efter mange sjove oplevelser, fandt de et ældre etikettrykkeri ved navn Paperwork ltd. Lidt uden for London. Den ene partner ville trække sig ud p.g.a. alder og de købte 51 % af det. De deltes om opgaverne og købte computere og lagde programmer ind, så der kunne sendes forståelige rapporter til Danmark. Der blev købt nye trykmaskiner og spolemaskiner fra Nilpeter og ansat nogle sælgere, så her begyndte det også at gå godt. Men forinden havde de været nødt til at fyre folk og det fortsatte Tom med hver gang han var derovre. De begyndte at kalde ham: ”The killer of Copenhagen”. Efter ti år med megen modernisering blev det solgt, men nu var det gået fra 12 til 30 ansatte og omsætningen var mere end tredoblet. I samme periode afvikledes Euro Repro, da tyskerne ikke kunne enes og det gik mindre god trak Tom sig ud.
1987 blev der holdt en kæmpe jubilæumsfest. P. Hesthavens kliche-og offsetanstalt fyldte 25 år. Det skulle fejres. Samtidig fik firmaet nyt navn til ”High Teck Repro A/S” . Festen blev holdt på ”Søpavillonen” og alle sejl var sat til. Der blev bygget en tømmeflåde ude på vandet, den er der endnu. Her spillede et steelband og i den store sal var der et 18 mands orkester og diskotek i et af tårnene. Der var mad og drikke i overflod og en levende havfrue på fiskebordet, så selv dem der ikke kunne lide fisk, hentede flere gange. Navneskiftet skete med laserstråler på et stort springvand, de havde fået placeret midt i ude på Peplingesøen. Klokken 24 trak logohesten det gamle navn væk fra springvandet og trak det nye navn ind og det sluttede med et gigantisk fyrværkeri. Der blev spist og danset til midt på natten. Da gæsterne gik hjem fik de alle udleveret en lille pakke smør, et franskbrød og en Politiken. Flere gik på natklub og her så man på hattehylden smør, franskbrød og avis ligge, det var ikke helt normalt. Thiagraf Datatype skiftede navn ved samme lejlighed til High Tech Sats A/S.
Sidst i firserne begyndte omsætningen at falde i satsafdelingen. Kunderne havde fået pc’er, så nu kunne de selv sætte. At det ikke så så godt ud - gjorde ikke så meget, for de havde jo selv sat det. Jørgen Olsen var fyldt 62 år og ville gerne holde op. Tom købte hans aktier som aftalt og de fusionerede High Tech Sats med High Tech Repro og skiftede navn til High Tech Prepres A/S.
Tom havde længe haft planer om, at trække sig ud af det hele når han fyldte 60 år, så han kunne nyde frugterne af sine mange år på arbejds-markedet med chancer og risici, men også rigtige sjove år. Noget var afhændet og resten blev solgt til en Peter Normann. Tom fik en udbetaling og resten skulle afdrages over seks år. Det gik ikke som forventet, efter 7-8 mdr. udeblev afdragene og da Tom sad i Manila og var bundet op som konsulent i Fillipinerne, kunne han ikke lige komme hjem og hjælpe eller andet, men satte sin advokat på sagen. Det blev det ikke bedre af og Normann gik konkurs både privat og med firmaet. Ydermere var han blevet skilt i mellemtiden. Da boet efter tre år var gjort op var der en slutbetaling til Tom på kr. 40.000,00.
Tom havde en god ven der fremstillede kreditkort og andre former for plastikkort og da han erfarede, at Tom var uden arbejde, tilbød han ham konsulentjobbet på Fillipinerne, hvor han skulle opstarte et nyt firma, tilsvarende dem han havde i Malaysia og Thailand. Connie accepterede det. De lejede deres hus, som de næsten lige havde købt, ud til nogle englændere for tre år og drog af sted.
Ret hurtigt fik Tom etableret kontor og ansat personale. Jørgen Schmidt som ejeren hed, havde lejet nogle store lokaler, før Tom ankom, men huslejekontrakten var meget speget. Ejeren kunne, når som helst ændre huslejen efter forgodtbefindende. Tom ville ikke bygge en stor virksomhed op der, hvilket ellers var målet. Efter et halvt årstid flyttede de til andre lokaler. Der blev samarbejdet med firmaerne i både Thailand og Malaysia, men da der var røde tal på bundlinjen i de to andre lande, rejste Tom i pendulfart mellem alle tre lande, hvilket han syntes var utrolig spændende og lærerigt, da både deres religion, kultur og mentalitet var forskellige.
Det gik godt, indtil USA og Europa fik deres økonomiske krise i 1999. Dette gjorde at bestyrelsen i Kbh. bestemte at projektet på Fillipinerne skulle stoppe, selv om det på papiret var helt færdigt med hensyn til personale og færdige tilbud på køb af bygninger, maskiner og leverandørkontrakter. Der manglede ellers kun et tryk på startknappen. Tom og Jørgen var ikke enige med bestyrelsen, men Jørgen valgte at rette sig efter bestyrelsen. Da Tom var kommet derud for at sælge og der var sat en stopper for det, ville han gerne hjem igen. I løbet af resten af året fandt Tom sin efterfølger, efter aftale med Jørgen, men inden Tom rejste var der 16 ansatte på Fillipinerne og der var sorte tal på bundlinjen i Thailand og Malaysia. Bestyrelsen er efter Toms anbefaling, udskiftet med en lokal bestyrelse.
Tom er en glad mand, for selv om det er mere end tolv år siden han var derude, modtager han stadig tolv flasker god rødvin hvert år til jul.
Efter sin hjemkomsten til Danmark blev han inviteret ind i flere bestyrelser, men ved siden af det arbejdede han som virksomhedsdoktor og fusionerede flere virksomheder. Inden han fyldte 70 år meldte han sig ud af alting. Så nu er han på fuld tid formand for verdens hyggeligste klub - Grafisk Old-Timer.
Jeg kan dog lige tilføje at Tom stadig spiller fodbold og bridge og dyrker fittnes.
Efter at have hørt om Toms hæsblæsende og spændende karriere og liv, som han fortalte om på en meget levende og humoristisk måde, gik vi ind for at spise Finn Hurtigkarl lækre mad, der bestod af:
Starter:
Rejer med panko/peanutsauce
m. laks med salat og tang.
Hovedret:
Kalv med bløde løg og
Hane i forårshumør m.
Porre/kartoffelgratin
Skrevet af LL med støtte af Toms manuskript.