Penge - dine, mine og vores

bank

Besøg på Bank og Sparekassemuseet,

den 7. februar 2024.

Bank- og Sparekassemuseet bragte 27 veloplagte  GOT’er tæt på både fortidens banker og sparekasser med kontant udbetaling ved skranken og på nutidens filial med mobilbank og online-betaling.

Vi så en fuldt udrustet bankfilial fra omkring 1900, og en af de første hæveautomater. Derefter Privatbankens direktør C.F. Tietgens kontor, hvor vi hørte om en af Danmarks betydeligste iværksættere og finansmand. Her stod Danmarks første telefon, naturligvis med telefonnr. 1 som var Tietgens nr.  

Her var også en oversigt over alle den tids telefonnumre, de kunne stå på 1 A4 ark.

Med originale genstande fra det 19. århundrede præsenterer museet bankindustrien samt bankmandens liv og arbejde.

Herefter så vi særudstillingen ”Rundt om et kirsebær” Christianshavn set fra Heering Gaard

I kælderen findes der stadig de gamle tønder fra tiden, da Heeringfamiliens produktion af kirsebærlikør foregik på stedet. Rundturen sluttede i kælderen ved de gamle tønder, hvor vi blev beværtet med et velsmagende glas kirsebærlikør. Desværre produceres kirsebærlikøren ikke mere i Danmark, men importeres fra Holland, men dog lavet efter den originale opskrift.

Dagen sluttede med en smuk og velsmagende frokost anretning hos Privat Dining, Heerings Gaard.

Eneste lille tidsel – Der var kun et toilet til 27 GOT medlemmer

Nordea-fonden har til huse i Heerings Gaard på Christianshavn. Den klassicistiske købmandsgård fra 1785 er en tidsmaskine, og stedet rummer et enestående stykke dansk kulturhistorie.


Den bornholmske søkaptajn Kofoed

Heerings Gaard var oprindeligt anlagt som bryghus, men da den bornholmske søkaptajn Hans Peder Kofoed i 1785 overtager gården opfører han i stedet en for sin tid et moderne klassicistisk hus i tre etager plus kvist. Over porten opsætter han en lille udhugget klov med fod, en kofoed, der kan ses i dag. 

Søkaptajnen bor her med sin atten år yngre kone Marie, den "optagne" søn Johan Peder fra Sankt Croix og et personale bestående af bl.a. skriverkarl, tjenestepige og bryggersvend. 

Da Marie Kofoed i 1812 bliver enke, begynder hun godtgørende arbejde og uddeler blandt andet legater til bl.a. sømandsenker og deres børn, uformuende kvinder og ugifte kvinder. Hun dør i 1838. 


Heerings Gaard og kirsebærlikøren

I 1838 køber Peter Frederik Heering huset for 18.000 rigsdaler sølv, og giver stedet sit navn.

Huset bliver hjem for fem generationer i Heeringsslægten og internationalt hovedsæde for firmaet Peter F. Heering. Firmaet producerer kirsebærlikøren Cherry Heering og har rederiet "Heering Line".

I 1977 overtager Privatbanken Heerings Gaard. Dele af bygningen udlejes bl.a. til Udenrigsministeriet.


Ref.: Poul Jensen