Cirkusrevyen på Bakken, 19. juni 2024.
44 veloplagte Grafisk OldTimere mødtes i Bondestuen på Bakken til et lille traktement. Synd vi ikke havde valgt deres buffet i stedet, den så super lækker ud, med et væld af retter.
Herefter havde vi et par timer til at går rundt på Bakken inden revystart kl. 17.00.
Vi oplevede en forrygende god revy af et kompetent hold, bestående af Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Niels Olsen, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard og Silas Holst, og som suppleredes flot af ensemblets sangere og dansere.
Teksterne havde den politiske satire i højsædet. Klima- og miljøudfordringerne går igen i flere numre, som en rød tråd emnemæssigt gennem revyen.
Et af de bedste numre efter referentens mening: Henrik Lykkegaard som ”Havets minister”, om regeringens miljøpolitik, eller manglen på samme, spiller miljøminister Magnus Heunicke, som stoler på den ene rapport efter den anden, alt imens han prøver at finde en mening med posten som miljøminister og med regeringens miljøpolitik i det hele taget.
Alle numre havde et højt niveau, så det var i rigtig god aften.
Ref.: Sekretær Poul Jensen, 22.06.2024